Adam som kriger – en aften med salem


Salem, sang og fortælling i Hvalsø Kirke onsdag den 26. april 2017 kl. 19:30.

Rockbandet Salem kendes af alt for få, men en del i Hvalsø husker dem nok, da de for år tilbage gav en koncert i kirken, hvor gruppens ejendommelige blanding mellem Ennio Morricone og Scott Walker og et blodigt, bibelsk tekstunivers gjorde indtryk.

Siden holdt Salem en pause på intet mindre end fem et halvt år, men nu er de tilbage i bedste stil med et arrangement, der mikser musik og fortælling, blandt andet en beretning om, at Bibelen ikke taler sandt, når den påstår, at Adam levede sammen med Eva i Edens have. Efter Salems mening drog Adam nemlig straks ud i verden i skuffelse over, at Herren ikke havde tilbudt ham en hustru af bedre kvalitet.