Leonard Cohen gudstjeneste/koncert – Særløse kirke


leonard-cohen-koncert-saerloeseVi inviterer til Leonard Cohen gudstjeneste/koncert i Særløse Kirke d. 1. oktober 2015 kl. 19.00. Præst Tommy og Ditte Corfixen akkompagneret af pianist Kenneth Reiner og Rikke Dyrberg Brandt på kor vil levere et brag af en fortolkning af Cohens sange og tekster sat sammen med bibelske tekster på smukkeste vis. Corfixen har en fortid i 80´er bandet Defilm.

Gudstjenesten præsenterer en meget følelsesfuld stemning, der bringer det kristne budskab frem i Cohens sange, som vi så godt kender, men ikke altid lige forbinder med den forkyndelse, der ligger i dem.Kunsten stjæler med arme og ben fra religionen. Derfor er det en oplagt idé, at religionen stjæler fra kunsten og bruger den i gudstjenesten.

Det nutidige og skæve fra kunsten kan give et overraskende frisk pust til de gamle hårdt prøvede tekster. Tommy Corfixen bruger Leonard Cohen og gør det godt. Der skal ellers meget til for at slippe godt fra at gengive Cohen. Det lykkes for de færreste. Men Tommy kan. Han rammer den helt særlige sære tone og stemning, der er i Cohens sange, så man på trods af det minimale udstyr hører den store musik bagved. Man skal ikke bare være musiker og teolog for at kunne det; man skal have gået i livets skole i mange lange år. Tommy knytter med kommentarer Bibelens og Cohens tekster sammen, så begge parter nyder godt af det.

Det er bevægende og af høj kvalitet. Indtrykket, der går igen ved gudstjenesten er glæden ved sangene, og oplevelsen af at få dem “før ind i kirken” og på den måde helliget, døbt eller bare accepteret, som det de er – en hyldest, et klagemål eller et glædesråb til Herren. Som ved andre markeringer i kirken er der en glæde at trække med ud i hverdagen, i livet.

Sange som: Hallelujah, Suzanne, Dance me to the end of love mfl.

Alle er velkomne til en dybt bevægende gudstjeneste med efterfølgende sammenkomst.