Pinsegudstjeneste – Særløse Kirke


Pinsegudstjeneste i Særløse Kirke søndag d. 15. maj 2016 kl. 09.00 med Anne Spangsberg.

Pinsedag

Folkekirken

Folkekirken

Hvad betyder Pinse?

Pinsen er festen for Helligåndens komme, som falder 50 dage efter påske. Ordet pinse kommer af det græske ord pentekoste, som betyder den halvtredsindstyvende. Pinse er efter jul og påske kirkens tredje store højtid. Her fejres det, at Helligånden kom som ildtunger til disciplene, og gjorde dem i stand til at tale på alle sprog, så de kunne gå ud i verden og fortælle om Jesus til alle folkeslag.

Pinsen er også den kristne kirkes begyndelse. Derfor kaldes pinsen også for kirkens fødselsdag. Fortællingen om pinseunderet betyder, at Gud igen var til stede i verden. Ligesom Gud før var til stede i sin søn, Jesus, er Gud det nu gennem sin ånd. Det fællesskab, der opstod omkring Jesus, da han levede på jorden, døde og opstod, skulle nu udbredes til hele verden.

Spis fisk til Pinse

Fisk er pinsens spise, ligesom anden til jul og lammet til påske. Madtraditionen er ny, men fisken er et urgammelt kristent symbol. Bibelen er fuld af fisk. Jesus kom fra egnen ved Genesaret Sø, hvor mange var fiskere og han brugte tit eksempler fra hverdagslivet, når han talte. Da han kaldte sine første disciple, sagde han “Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.” (Markus 1,17). Fisken blev også den tidligste kirkes kendetegn. Det fortælles, at de første kristne under de romerske kejseres forfølgelser tegnede fiskesymbolet på de huse, hvor de mødtes til gudstjeneste om søndagen. I pinsen fejrer man Helligåndens komme og kirkens fødselsdag. Det gør den tidligste kirkes tegn, fisken til en oplagt spise netop i pinsen.

Udarbejdet i samarbejde med Folkekirken.dk