Pitstop for sjælen – Hvalsø Kirke


TRIOfabula synger keltiske salmer ved Pitstop for sjælen onsdag d. 22. november 2017 kl. 17.00 i Hvalsø Kirke.

Kristent på keltisk

Tine K. Skau og Lisa Balle fortsætter det gode musikalske samarbejde med ”Salmer på keltisk”, hvor musikaliteten får nye udtryk

Keltisk musiktradition og kristne salmemelodier har ikke umiddelbart meget til fælles, men hvis man alligevel lader dem brage sammen, får man et fascinerende musikalsk sammenstød. Det ses og høres tydeligt i Tine K. Skaus og Lisa Balles seneste musikalske møde ”Salmer på keltisk”.

Kelterne var ikke en nation eller en homogen etnisk enhed, men en række stammer, som især i den tidligste jernalder frem til 200 før vor tidsregning beherskede Europa fra Donau til Atlanterhavet. Det keltiske tonesprog er inderligt og sansemættet med karakteristiske harmoniske og melodiske vendinger og et inciterende rytmisk swing. Musikken har lydt ved druidernes religiøse ritualer, åndelige begivenheder og som akkompagnement til shamanistiske danse. Da kristendommen bredte sig op gennem Europa, inddrog kelterne såvel symbolsprog som idégrundlag i deres egen kultur. Men kirkemusikken og salmerne blev aldrig for alvor ”keltiseret”.

”Det er dette møde, vi hermed har sat i stand,” lyder det fra duoen.

”Vi har skabt de færdige arrangementer i fællesskab, og vores musikalske smag fornægter sig ikke: Det er vildt, sjovt, øredøvende smukt, provokerende og frem for alt stærkt underholdende, hvis vi selv skal sige det.”

Tines og Lisas fælles musikalske løbebane er mangeårig. De er begge uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium og har siden 2000 spillet sammen på samtlige kirkeoperaer og musikdramatiske værker i TRIOfabula og den keltiske kvartet WillowTree.

SALMER på KELTISK tager fat på ”Jeg ved et evigt himmerig”, ”Af dybsens nød”, ”Lover den Herre”, ”Se, hvor Jesus træder”, ”Sov sødt barnlille”, ”Denne er dagen”, ”Til himlene rækker din miskundhed” og mange flere.

Tine K. Skau har skrevet samtlige forestillinger til kirkeopera-ensemblet TRIOfabula siden år 2000 – senest Katharina Luther Munkens Brud i samarbejde med Måle Fortælleteatersiden år. Hun arbejder blandt andet som performer, musiker, komponist, scenograf og manuskriptforfatter. Tine er uddannet blokfløjtenist fra Det Fynske Musikkonservatorium og
har skabt musikperformance, instrumentalteater og koncerter i mere end 25 år.

Lisa Balle er akkordeon-spiller, en del af TRIOfabula-ensemblet og folkemusikgruppen WillowTree. Hun har dybe rødder i folkemusikken og har gennem årene spillet i blandt andet AKS og De fynske hekse.

Medvirkende:
Blokfløjte/whistle: Tine K. Skau
Akkordeon: Lisa Balle