Søn, få styr på din tro – Koncert


  • Gratis Adgang
Tilmeld

Konfirmationskoncert i Hvalsø Kirke d. 23. november 2016 kl. 19.30. Gratis adgang.

Om koncerten

Blandt kendere regnes Jonas Breums melodier som lige så iørefaldende som intet mindre end Rasmus Seebachs, og derfor kan det også undre, at Breum endnu ikke er blevet et folkeligt navn.

Måske hænger det sammen med lyrikken, hvor Jonas Breum sandt for dyden ikke er behagesyg. Hans første CD handlede om et parforhold i krise, hans anden om den skilsmisse, der fulgte, og i sangene er der ingen tvivl om, hvis skyld det var: Det var Jonas Breums, for han var ”det største røvhul, du ku’ sætte ild i”, som det hedder i en af de mange selvhadske sange.
Breum er med andre ord en selverklæret synder – ”kom som en synder” hedder ligefrem et af hans nyeste og endnu ikke udgivede numre – og den slags holder vi jo rigtigt meget af i Hvalsø Kirke.

Derfor er det også en stor ære, at vi kan præsentere en kirkekoncert med Jonas Breum primært med sigte på årets konfirmander og deres forældre, for som titlen lyder på et andet af Breums nye numre: ”Søn, få styr på din tro”.

Om det så vil ske i løbet af koncerten er måske lovligt optimistisk, men vi kan imidlertid allerede nu love en elektronisk aften, hvor vi skal ”Ta’ det onde med det gode” for nu at tage en tredje af Breums nye titler.

Der er fri entre til den sandsynligvis smertelige, sorgfulde og syndige aften, og andre end konfirmander og konfirmandforældre er velkomne til at møde op. Prisen er alene, at man kommer glad og går trist hjem.