Allehelgen – vi mindes de døde

Halloween pumpkinsAllehelgen falder altid første søndag i november. Det er en søndag til minde om de døde, både dem vi selv har mistet og alle de mennesker, som har båret den kristne tro videre gennem generationer. Allehelgen er også kendt under navnet Halloween og i nogle familier er der tradition for at besøge familiens gravsteder denne dag.

I Hvalsø Kirke og Særløse Kirke afholdes der Allehelgensgudstjeneste søndag d. 1. november 2015.

Gudstjenesten Allehelgensdag skaber gennem bønner og salmer plads til at mindes og sørge over dem, vi har mistet. Og der er plads til at takke for det liv, vi fik lov at dele med dem. I mange kirker bliver navnene på dem, som i årets løb er døde, læst op. Nogle steder tænder man lys for dem.

Du kan se en video om Allehelgen her.

Allehelgensdag har en lang historie. I middelalderen mindedes man særligt helgenerne og martyrerne, altså dem, som døde for deres tros skyld. Nu fejrer vi Allehelgen i folkekirken til minde om alle vore døde.

Halloween – Reformationsdag – Allesjælesdag

Oprindeligt lå Allehelgen fast d. 1. november og mange traditioner knytter sig til dagene omkring, særligt aftenen før, Allehelgensaften.

Halloween
All-Hallows-Even er oprindelig en skotsk betegnelse for Allehelgensaften, altså d. 31 oktober. Halloween er kommet til Danmark fra USA, men har rødder i både Mexico og Skotland. Traditionen handler om uhygge og død, fordi man troede, at der var særlig stor risiko for, at de døde vendte tilbage for at hjemsøge de levende.

Danskerne har taget skikken med at klæde sig ud og tænde lys i udhulede græskar til sig. Også i mange kirker inddrager man elementer af Halloween, fx i markeringen af Allehelgen for børn.

Reformationsdag
I følge traditionen slog Luther sine teser mod den katolske kirke op på kirkedøren i Wittenberg Allehelgensaften i 1517. Derfor er d. 31. oktober reformationsdag og reformationen kan også være et tema i allehelgensgudstjenesten.

Allesjælesdag
Allesjælesdag er en katolsk helligdag, som falder d. 2. november. Her går man i forbøn for de dødes sjæle. I middelalderen bad man om, at de døde måtte få afkortet deres pinsler i skærsilden. Efter reformationen blev Allesjælesdag afskaffet i Danmark, fordi man i den evangelisk lutherske kirke lagde afstand til forestillingen om skærsilden.

Allehelgen, som oprindeligt gjaldt de katolske helgener og kristne martyrer, er i folkekirken blevet en dag både til minde om vore egne døde og alle kristne, som har levet før os.

Udarbejdet i samarbejde med Folkekirken.dk

 

Tilføj en kommentar

Print your billetter