De fleste har en erindring om den gave, der betød noget helt særligt for os. Det kunne for eksempel være den første cykel. Stolt cyklede man rundt og nød den frihed og køreglæde, som en ny og velsmurt cykel bidrager med. Men selv den flotteste gave mister med tiden sin glans. Cyklen ruster. Det lækre sæt tøj, du købte som en gave til dig selv, falmer og går af mode. Materielle gaver har deres tid. Dåben derimod er en gave, der varer til evig tid.

Folkekirken.dk

Dåben er den største gave, som forældre kan give deres nyfødte barn, fordi barnet gennem dåben komme under Guds beskyttelse og bliver
en del af det kristne fællesskab (og opnår medlemskab af Folkekirken ikke at forglemme). Oftest holder vi dåb i forbindelse med gudstjenesten. Når organisten spiller postludiet, rejser menigheden sig op for at byde det nye medlem af menigheden velkommen. Den kristne dåb har sit udgangspunkt Jesu egen dåb, hvor Johannes Døberen døber Jesus (Matt. 3,13-17). Matthæusevangeliet afsluttes med dåbsbefalingen – også kaldet missionsbefalingen -, hvor den opstandne Jesus befaler sine disciple at døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn (Matt. 28,18-20). Ordene fra Jesu dåbsbefaling er den dag i dag en del af Folkekirkens dåbsritual. En af Jesu disciple, apostlen Peter, døbte 3000 mennesker, hvorved den første menighed blev grundlagt (Ap.G. 2,41). Folkekirkens dåbsritual stammer i det store hele fra 1526. I næsten 500 år er børn blevet døbt efter dette ritual. Når man lader sit barn døbe, indgår det i den tradition og i den fortælling, som begyndte med Jesu egen dåb i Jordanfloden. Dåben markerer således den direkte forbindelse mellem Jesus og den døbte.

Som medlem af Folkekirken har man krav på at få sit barn døbt. Dåben er det ene af Folkekirkens to sakramenter. Folkekirkens andet
sakramente er nadveren. Sakramenterne dåben og nadveren er indstiftet af Jesus og formidler og besegler Guds pagt med mennesket. Pagt forstås i kristen sammenhæng som et forpligtende og ubrydeligt samhørighedsforhold.

I dåben bæres barnet ind i sin relation med Gud, idet vi i dåben beder Gud om at være med barnet hele livet. Det er forældrene, der træffer
valget om, at barnet skal døbes, da barnet i sagens natur ikke kan træffe valget selv. Enhver, der har holdt et nyfødt barn, ved, hvor skrøbeligt og sårbart det er. At blive forældre er en af livets hele store – måske den største – omvæltninger, som et menneske kan komme ud for.

”Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden…”

Den nybagte far eller mor indser den ubegrænsede kærlighed, man pludselig føler for barnet. Af kærligheden kommer også angsten for, hvad der kan tilstøde det lille menneske, som man elsker så højt. Forældre, der har valgt at lade deres barn døbe, fortæller om den tryghed, barnet er omfattet af i kraft af dåben. Barnets ve og vel er forældrenes ansvar, men i kraft af dåben hører barnet Gud til og er genstand for Guds kærlighed, som ikke blot varer livet igennem, men rækker ind i evigheden.

Dåben markerer endvidere, at barnet får et navn. Barnets fornavn er nøje udvalgt af forældrene. Efternavnet, og eventuelt et mellemnavn, viser, hvilken familie og slægt barnet hører til. Tit er forældrene værter for en sammenkomst for at fejre dåben. Det er barnets første fest, hvor familie og venner kan byde barnet velkommen som en del af familien og vennekredsen. For nogle af gæsterne er det måske første gang, de møder barnet.

Dåben er en gave. I udvekslingen af gaver er der som regel en forventning om en passende modgave. Sådan er det ikke med dåben. Den er gratis på to måder. Den koster ikke noget, og den kommer af Guds nåde. Ordet gratis kommer af ordet gratia, som netop betyder nåde. Dåben er det synlige tegn på Guds nåde og kærlighed, der omkranser barnet i hele dets liv og til evig tid.

Af Peter Borring Sørensen