Vi lever i en tid en, hvor det ikke er populært at sige højt, at man er religiøs. Det giver hverken likes på Facebook eller Twitter. En tid, hvor popularitet og socialstatus måles i antallet af venner på de sociale medier, og ikke på baggrund af, hvad man har udrettet eller gjort for andre.

Hvis man siger at man er religiøs i en bredere forsamling, bliver man anset som ekstrem og anderledes – uden forbindelse til den tid man lever i. I dag går alt stærkt og med store krav til følge. Samtidig lever vi også i en tid, hvor der kan være behov for at søge det trygge og genkendelige.

For hvornår er man kristen?

Det findes der ikke noget entydigt svar på, for at være kristen kan være mange ting; det kan man være om søndagen i kirken, hvis det er her man finder ro eller sammen med sine venner på vej hjem fra byen en fredag nat, hvor man bare nyder hinandens selskab og livsglæde.

Og er det ikke lige netop det, at det handler om som kristen, at være tilstede hos andre og sig selv, samtidig med at man kan give sig tid til at lytte, grine, græde og hjælpe, uden at lade sig forud antage af holdninger og lade sig tro, at der kun findes en bestemt måde at gøre det rigtige på. Kort sagt være sig selv, uden frygt for omverdenens indblanden og iagttagelser.