Forord

Dette lille stykke arbejde gør langtfra krav på at være en “videnskabelig afhandling”. tværtimod. For fagfolk vil det nok være en vederstyggelighed, idet jeg, stik mod gængs praksis, har skrevet tingene efterhånden som man støder på dem under en systematisk gennemgang af kirken.

Det er mit håb, at dette hæfte må være en nyttig vejleder for den interesserede, der, efter at have set på kirke udvendig, træder ind ad døren og straks begiver sig op i koret, hvor han/hun vil være i stand til at følge beskrivelsen af de mange interessante ting, her findes. Kort sagt: en gennemgang fra øst til vest, fra kor til orgel.

Måtte dette arbejde bidrage til at beskueren får en interessant oplevelse, ja, måske endog bliver klogere deraf.

Kapitler

Historien om Hvalsø Kirke

Lindormen

Når man kommer syd fra mod Hvalsø kirke, må man passere pladsen foran kroen, Tyrebroen.

Kirken har, i modsætning til de fleste andre kirker, våbenhus i nord. Oprindelig var indgangen i syd. Men sagnet går, at en vældig lindorm lagde sig foran kirkedøren, og man måtte flytte denne til nordsiden.

Imidlertid var det til stor gene at have et sådant uhyre liggende på kirkegården. Man begyndte da at opfordre en tyrekalv med sød mælk og nøddekerner. Da man skønnede, at den var stor nok, slap man den løs på ormen, som fik sin bekomst på det sted, som gamle folk altid kaldte Tyrebroen. Navnet er gået af brug; men hvorfor ikke bruge den gamle betegnelse, et minde om længst henfarne tider.

Dette sagn er ikke noget specielt for Hvalsø kirke, det fortælles så mange steder.

Kapellet

Vi går videre gennem den smukke lindeallé op mod den middelalderlige kirkegårdsport, som oprindelig var en del af den gamle kirkegårdsmur. Men inden vi går gennem den , kaster vi et blik til venstre over hegnet til en privat have. Vi bemærker da en markeret dør i muren ud for ligkapellet. Over den et indmuret egestykke med årstallet 1956.

Det år opdagede man, at der havde været en dør. Hvad er historien om den? Vi ved det ikke. Men vi ved, at den gamle præstegård lå vest for kirken ned mod Hovedgaden, som har været smallere. Denne gårds “forgænger” brændte i 1771.

Det er vel ikke urealistisk at antage, at denne ældre præstegård har ligget således, at præsten havde behov for en dør, når han skulle op til kirken. Ligkapellet blev bygget så sent som i 1939.

Efter disse dybsindige teorier, træder vi ind gennem porten. enten gennem den store åbning eller den mindre. Ved porten har ligget en såkaldt kirkerist, tremmer af jern eller træ, der var nedlagt i jorden med et hulrum under. Den skulle forhindre svin og løsgående kreaturer i at komme ind på kirkegården. En sådan rist omtales 1697.

Over døren, som er nyrer dato, fanges vort øje af en latinsk indskrift, opsat til minde om den store restaurering af kirken i 1939.
HA EC DOMUS AD MARIOREM GLORIAM DEI ANNO DOMINI MCMXXXIX RESASTAURATA EST.

Oversat: Dette hus blev restaureret i det Herrens år 1939, for at det skulle være til større ære for Gud. Forfattet af daværende sognepræst J.C. Willesen. Til højre for døren, nede ved jorden, bemærker vi en rund luftventilator, der udlufter krypten, som vi vender tilbage til.

I muren ser vi også markering af den dør, som lindormen fik lukket.

Kirken

Inden vi går ind i kirken, vil vi se lidt på dens ejendomsforhold. i 1500 tallet tilhørte den kronen, idet Jacob Brockenhuus, som 1567 besad Jus patronatus (kaldsret), formodentlig som tidligere lensmand på Roskildegård havde kirken i forlening. Den hørte en tid under Skullerupholm. Kom så under Sonnerupgaard, som i 1793 blev solgt til assessor Peter Chr. Zeuthem, Tølløsegård, som den hørte under til 1910, hvor den overgik til selveje.

Kirken er bygget i Valdemar tiden, altså i 1100-1200 tallet. Dette være en oplysning med modifikationer. det er nemlig kun ydervæggene, og det endda kun ud for de to hvælvingsfag, der har den anselige alder. Der er foretaget fire tilbygninger, der alle må være yngre end 1400. en vestforlængelse, våbenhuset, en østforlængelse, det man kalder koret, og endelig tårnet.

Man må formode, at kirken oprindelig hat haft bjælkeloft.

Når vi er kommet ind i kirken, begiver vi os op i koret, gennem kordøren. Ja, men der er jo ingen dør! Nej, men sådan kaldes grænsen mellem skib og kor. I den katolske tid var der virkelig en gitterdør eller port, i hvert fald i større kirker. Inden for den måtte kun præsterne og munkene komme. Endnu træder kirkesangeren jo frem i kordøren og læser ind- og udgangsbøn.

Alteret, et såre fremtrædende inventar i kirken. Venstre side af alterbordet kaldtes i den katolske tid evangeliesiden eller brødsiden. Her stod præsten, når han oplæste evangeliet, og her stod alterbrødet. Højre side epistelsiden eller kalksiden, og her havde alterkalken sin plads.

Altertavlen er fra omkring 1600. Den er i højrenæssance. Alterbilledet er en kopi fra Ringsted kirke, den hellige nadver. Forneden skriftsteder og i side felterne de ti bud.
Over billedet tre felter, hvori står: GLORIA IN EXELSIS DEO (ære være Gud i det høje). I topstykket: SURSUM CORDA (hjerterne opad). I felterne foroven det danske og det brandenburgske våben. Vi er Chr. IV´s tid. Hans dronning fra 1597 til 1612, Anna Cathrine, var brandenburgsk prinsesse. Øverst oppe i trekanten står Jahves navn med hebraiske bogstaver. Tavlen har fire korintiske søjler. Selve alterbordet er af munkesten, fra 1939, hvor det flyttet frem fra muren, så at passage er mulig.

Altertagerne er fra omkring 1550. Som en sjældenhed forefindes to ovale sølvskjolde, beregnet til at sætte på alterlysene. De er stemplet med Købehavns byvåben 1778. De bærer et støbt monogram for Christian d.7., og et lignende for Juliane Marie.

Det ene skjold bærer følgende indskrift: “Danne Dronning Kiære, Gud paa Hænder Bære. Den 4. September 1778 F.B”. På det andet skjold “Saa lenge Plov skal Jorden Skiære, vil Dansk og Norsk Mand Kongen Ære. Den 4. September 1778 F.B.” Norge hørte jo den gang til Danmark. I mange år var en del af bogstaverne delvis løse og affaldet, men er nu smukt istandsat. til daglig er skjoldene gemt bort; men under gudstjenester er de opsat, dog ikke på lysene, men på nordvæggen.

Alterkalken har sin dramatiske historie. Den er skænket 1624 af fru Anna Brahe til Sonnerupgaard. Den havde følgende indskrift: DENNE KALCK OCH DISCH HAFVER ERLICH OCH WELBØRDIGE FRUE ANNE BRAHE MANDERUP PARSBERGS TIL SØNNERUP GIFFVET TIL HINDIS SAGNE KIRCKE WED SØNNERUP HVALSØE KIRICKE TIL EN EVIG IHUKOMMELSE. FORBANDET BLIFFVER DEN SAM TAGER DEN FRA DENNE KIERCKE AMEN.

Ejendommeligt er det, at ordet “kirke” forekommer tre gange, og er stavet på tre måder. Trods de truende ord, blev kalken tillige medvinkande og oblatæske stjålet under anden verdenskrig i 1943.

Da man på den tid ikke kunne få sølv, skænkede daværende godsejer Breit, Sonnerupgaard, sine ridepræmier til en ny kalk. Nationalmuseet havde heldigvis en tegning af den gamle, så det var muligt at fremstille en tro kopi, den blev forsynet med den gamle indskrift og oplysning om den nye giver. Der står således: Den oprindelig kalk, der var fremstillet anno 1624, blev stjålet 1943. Sølvet til nærværende kalk blev 1944 skænket til Hvalsø kirke af Niels Christian og Elise Marie Breit til Sonnerupgaard.

Det er ikke helt rigtigt, for nogle beboere i sognet skænkede også sølvting. Den gamle disk er stadig i brug. Den undgik tyveriet, idet tyvene havde tabt den på kirkegården, hvor graveren fandt den. (Disken er det sølvfad, som benyttes til oblaterne under altergangen.)

I 1933 indførtes særkalke, og der blev til disse opsat en hylde på den indvendige side af alterskranken.

I koret hænger fire epitafier. Et græsk ord, der betyder gravskrift, mindetavle. I 1500- tallet begyndte man at anse den fornemste begravelsesplads som værende inden for kirkens mure. Det gjaldt herremænd, præster med præstekoner og fremtrædende borgere. Denne skik forsatte helt ind i 1800- tallet. Det er indlysende, at dette afstedkom ubehageligheder. Gulvet skulle brydes op, og de mange lig bidrog just ikke til den bedste luft i kirken.

Men Hvalsø kirke har altså også sine begravelser. På søndre væg hænger et epitafium over den først kendte præst efter reformationen, Christopher Mikkelsen Reimark (eller Regnemark). det er på latin. I teksten er præstens valgsprog kommet med: Jævnt og uden ståhej.

Tillige findes på søndre væg et epitafium over hr. Søren Jacobsen, der var præst i Hvalsø-Særløse 1725-1744, efter først at have været præst på Sejrø. Der står om ham, at: skønt aldrig fader til nogen, var han dog en fader for mange.

På nordvæggen er et epitafium over hr. Peder Laurssøn Wolleire, præst 1622-1659, provst i 28 år, og Ellen Thagisdatter Gjerløf. Et maleri forstiller præsten med kone og børn, af hvilken to er fremstillet som døde.

Tillige epitafium over ” salig Matrone” Anna Sophia Søfrensdatter Luft, gift med hr. Hans Pedersen Hval, samt to af hendes børn. Man kan ikke gå ud fra, at de omtalte personer er begravet under de epitafier, hvor de hører til, idet der er rokeret en del med kirkens inventar, ikke mindst ved den store restaurering i 1939.

I koret står en mariafigur fra 1475, udskåret i egetræ. Et smukt stykke billedeskærerarbejd. Desværre mangler forskellig detaljer, som er forsvundet i tidens løb.

I den søndre mur aner man en tilmuret niche. Man tør vel gætte på, at den har været brugt til opbevaring af vievand.

Ved henholdsvis nord- og sydvæggen står to nyere langbænke med “anno” på den ene og “1939” på den anden. Et resultat af Nationalmuseets hårde fremfærd ved den store restaurering. Man veg endog ikke tilbage for at fjerne den gamle degnestol fra 1578. Galvstykkerne fik allernådigst plads i et par moderne bænke i våbenhuset. degnestolene var ofte forsynet med inskriptioner. Skade, at en gammel degn ikke havde fået indridset Jesu ord efter opstandelsen til Maria Magdalene: ” Noli me tangere” (Rør mig ikke). For øvrigt led en præstestol fra 1575 samme skæbne.

I gulvet, neden for trappen, ligger en ligsten over præsten Anders Pedersen Hald, som altså er begravet her. Han var gift to gange og havde tretten børn. Hans fødselsår er opgivet til 1667. På et epitafium, der findes længere nede i kirken, fødselsåret 1666. Af en stor familie må der være talrige efterkommere, og i den nyeste tid har kirken da også været besøgt af mindst tre personer, der kunne føre deres slægt tilbage til salig hr. Anders.

I den gamle præstegård, der blev nedrevet 1909, fandt daværende pastor Bang en bjælke med inskriptionen: A.P.Hald 1712. denne bjælke har uden tvivl været genbrug fra den tidligere omtalte præstegård.
Her neden for trappen står til begge sider gavlene af de gamle herskabsstole. Herskabet fra Sonnerupgaard kunne ikke sidde hvor som helst i kirken, men måtte have særligt udsmykkede stole. I den nordlige side er to gavle. På den ene står A.A., Anne Brahe. Det var hende, der skænkede alterkalken i 1624. På den anden M.P., Manderup Parsberg, hendes ægtemage. Han var medlem af rigsrådet, der styrede landet under Christian IV´s mindreårighed. For øvrigt har han indskrevet sit navn i danmarkshistorien ved at hugge næsen Tycho Brahe ved en duel i Rostock. En tvivlsom ære.

I den sydlige side står to gavle med Jørgen Urne og Margrete Marsvin navnetræk. De har begge været forsynet med låger. Der er ved restaureringen rokeret om med gavlene, således at de ikke mere egentlige stolestader.

Som en kuriositet kan nævnes, at endnu i mands minde kunne kirkegængere opleve, at forpagterfruen fra Sonnerupgaard altid tog plads i herskabsstolene.
Døbefonten i romansk stil er af granit. Den er en variant af den såkaldte Roskildetype. Når man fjerner dåbsfadet af messing, fremkommer en ret anselig fordybning, der kan rumme så meget vand, at man kunne sænke barnet helt ned. I vinter-kulden må det have været en barsk oplevelse. Kirken var ikke opvarmet, og dåbsvandet vel heller ikke. en kakkelovn blev først opsat i 1877. Vandet skulle jo ud, og man kan endnu se det tilstoppede udløb.
På modsat side, mod syd, står prædikestolen fra 1606 i højrenæssance. I postamentfelterne står: Hvad I bede i mit nafn, det vil jeg giøre. Johan. xiiii. Ligeledes: Hvo, som er af Gud, han hører Guds ord. Johann. xiiii. De fire glatte søjler har korintiske kapitæler. På lydhimlen står: EGO ERO IN ORE TURE DUCEBO QVE QVID LOQVARIS EZOD. 14NNO1606. Oversat: Jeg vil være i din mund, og jeg vil give dig, hvad du skal udsige.

På højre side af prædikestolen er indsat i væggen et epitafium af marmor over Villads Gamborg, provst i Voldborg herred og præst i Hvalsø-Særløse fra 1744-1774. Han var gift med Bothilde Hald, en datter af tidligere omtalte A.P. Hald. Deres søn, Anders, fostrede nogle besynderlige idéer. I ramme alvor mente han, man kunne forbedre fuglesangen ved at lade kanariefugle udruge spurvevæg. Under opvæksten ville ungerne så nok kunne lære at synge lige så smukt som plejeforældrene. Helt tåbelig kan den gode Anders nu ikke have været, for han blev senere regensprovst og professor i filosofi.

Stolestaderne, ihvert fald gavlene, er fra ca. 1650 og fremstillet på Caspar Lubbekes værksted. De er smukt udskårne. De er forsynet med joniske pilastre, øverst trekantgavl med tandsnit. Man må formode, at de alle har haft fyldingsdøre.

Midt i kirken hænger en lyskrone, der bærer følgende inskription: HVALØS KIRKE MED EN CRONE OG ET SKIB JEG ZIIRE VIL; MEN O GUD I HIMMEL THRONE; DIG SKAL ÆREN HØRE TIL. NICOLAI JUNG. FRIDERICH MOHR. KIØBENHAFN – D. 7. OCTBR. 1722

Skibet, som er nævnt, er altså sammen med lysekronen skænket til kirken. Efter traditionen var giveren i havsnød, og lovede da Gud, hvis kom frelst i land, at “ziire” Hvalsø kirke. En anden version siger, at han var faldet blandt sørøvere. Skibet der hænger længere nede i kirken, er et krigsskib. det er den slags skibe ofte. Hvorfor ? I en kirke taler man om to slags skibe, selve kirkerummet, som bliver kaldt skibet, og altså skibet under loftet. Forklaringen kan være den, at de begge symboliserer menneskelivets sejlads over tidens hav, med alt hvad det indebærer af fristelser og farer. Derfor et krigsskib, der med sine våben kan “slukke den ondes gloende pil”.

Over indgangsdøren hænger en mindetavle over soldater fra Hvalsø sogn, der satte livet til i de to slesvigske krige. Der er angivet deres bopæl, deres militære tilhørsforhold samt dato og stedet, hvor de er faldet.

Mindetavlen flankeres af to smalle malerier på træ, forestillende de to dyder, håb og tålmod. Navnene står på latin med hvide versaler ud for figurernes hoved. Håbet med grøn underskjortel, rødt liv, hvid kjole og gul kappe. Tålmod bærer gul kjole og grønt liv. De har før dannet sidefløje på det gamle antemensale (alterbordsforside), der nu hænger på nordvæggen ved orglet. Det forestiller de Hellige tre Kongers tilbedelse, malet på egetræ.

Her finder vi også Anders Pedersen Halds andet mindesmærke, et epitafium, hvis inskription er næsten identisk med gravstenens, bortset fra fødselsåret. På nordvæggen hænger tillige to begravelsesskjolde, hvori der kan anbringes lys. De er fremstillet i anledning af ejeren af Tølløse og Sonnerupgaard baron Zeuthens død i 1850.

Her under gulvet findes en krypt, det er ret sjældent i en landsbykirke. Inden restaureringen i 1939 kunne man blot åbne en lem i gulvet og stige ned ad nogle trappetrin. Der er ret rummeligt, og der har stået kister med jordiske rester af den Brabrandske slægt fra Sonnerupgaard. Kisterne var imidlertid blevet så brøstfældige, at kirkesynet i 1858 ønskede dem nedsat på kirkegården. Der er dog stadig i krypten et minde om begravelserne, idet der på et af hårdt materiale fremstillet kistelåg, der hæver sig ca. 25 cm over gulvet, er anbragt en plade, hvorpå der stå: Herunder hviler de jordiske rester af Konferensråd Brabrand til Sonnerupgaard og hans slægt.
Nedgangen blev i 1939 lukket med en cementplade, en uhyrlighed man ikke begriber. Det kunne være særdeles ønskeligt, om de kompetente myndigheder foranstaltede adgangen til denne sjældenhed genåbnet.

Orglet er fra 1887. det har 7 stemmer med 343 piber. Ejendommeligt er det, at indtil ca. 1980 var der kun 3 organister. Det står i tårnrummet, der indtil 1939 var adskilt fra kirkerummet og anvendtes til ligkapel. Ny dør af egetræ indsattes samtidig. Ved venstre side af døren står den gamle jernbeslagne pengeblok, der også blev fjernet i 1939. Den er dog altså igen opsat, men har før stået ved våbenhusdøren.

Kirketårnet

Vi har nu gennemgået kirkerummet fra øst til vest. Her skal til slut fortælles lidt om tårnet, som normalt ikke er tilgængeligt

Tårnuret stammer fra første halvdel af 1700- tallet, og er flyttet fra Tølløsegård i 1803. I 1994 gennemgik det en stor reparation, hvorved det igen kom til at slå kvarter- halvtime- og timeslag. Der må have været et tidligere ur, thi Bodil Hjort, der overtog Sonnerupgaard i 1965, anordner følgende:

Forundes Skolemesteren (ved Hvalsø skole), at Seyerverket i Hvalsø Kirke må herefter være og blive under hans Tilsyn og Opvartning, hvorfor han skal nyde af Kirekns Indkomst, hvis andre , som hidindtil Verket har iagttaget, nydt og bekommet haver, som er aarlig 1½ Tdr. Rug og 1½ Tdr. Byg, hvorimod han skal være forbunden, flittig Verket at oppasse og i rette tide optrækkes, stille og ellers vel forvare, at det ingen Skade tilføyes.

I tårnet er der to klokker. Den ene fra 1632, støbt af Felix Fuchs. Den bærer følgende indskrift: Hanns Persen och Lavrs Knusen Kerche Verge thil Hvallsøe Kercke. Gos mich Felix Fuchs 1632.
Der fortælles om den anden klokke, at den revnede, da der blev ringet til mobilisering i krigen 1848. den blev nødtørftig repareret med jernkramper, men er i den nyere tid svejset korrekt.

Kirkeklokkerne er kirkens lydelige røst til sognets beboere. De lyder ved solopgang og solnedgang, de kalder til gudstjeneste, de hilser på festlig vis brudefolkene, og de synger sin vemodige sang ved begravelser, tre for Gud Fader, tre for Guds Søn og tre for Gud Helligånd som en sidste afskedshilsen til den hensovede.

På Hvalsø Menighedsråds vegne, takker jeg fhv. ungdomsskolelærer H.P. Nielsen og kommuneingeniør Peter Jensen, for henholdsvis tekst, billeder og opsætning af denne historiske brochure om Hvalsø kirke. Det er vort håb, at brochuren vil være til glæde og oplysning for alle interesserede.

P.M.V.
Poul Jensen
formand

(afskrift af hæfte udarbejdet af H.P.Nielsen i 1995)