Jul er festen for Jesus’ fødsel. Bibelen fortæller om en meget menneskelig og alligevel guddommelig fødsel. Juleevangeliet fortæller, at Jesus blev født, mens hans mor, Maria og hendes forlovede Josef var på rejse. De var fattige, ugifte og kom fra “udkants-Israel.” På den måde blev Jesus født under meget menneskelige forhold, som millioner af andre børn er det.

Guds søn og Marias søn

Samtidig fortælles det, at fødslen var guddommelig. Maria og Josef fik besøg af hyrder, som fortalte, at himlen over markerne blev fyldt af engle, som sang og forkyndte, at verdens frelser var blevet født. Maria troede på hyrderne, og gemte ordene i sit hjerte. Jesus var altså både et virkeligt menneske og virkelig Gud. Juleevangeliet fortæller, at han er Marias søn og Guds søn.

Lys i mørket

Kristne har fejret Jesu fødsel siden 300-tallet. Da kristendommen blev rigsreligion i romerriget, afløste festen for Jesus´ fødsel den tidligere solhvervsfest sol invictus, festen for den uovervindelige sol. I Danmark afløste den kristne jul også en solhvervsfest kaldet Yule eller Jol. Her blev det fejret, at årets hjul igen begyndte at dreje mod lysere tider.

Et håb bliver født

Flere profetier i Det gamle Testamente tolkes i kristendommen som løfter om Jesus´ fødsel og kalder ham for et lys, der skal skinne i mørket. Juleaften og juledag læses i kirken fra profeten Esajas: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkes land.” Den kristne jul er altså også en lysfest, ligesom den før-kristne var det. Men nu er det ikke blot lyset i naturen, der fejres. Lyset er symbol på det håb, som blev tændt, da Guds søn kom til verden for at frelse mennesker.

Julefest siden 300-tallet

Kristne har fejret Jesus’ fødsel ved vintersolhverv siden 300-tallet. Da kristendommen blev rigsreligion i romerriget, afløste festen for Jesus’ fødsel en solhvervsfest, sol invictus, festen for den uovervindelige sol. I Danmark afløste den kristne jul også en solhvervsfest kaldet Yule eller Jol, som fejrede, at årets hjul igen begyndte at dreje mod lysere tider.

Julefred

Fra midten af 1500-tallet dækkede juletiden over perioden 21. december og tre uger frem. Det var en periode, hvor der var lyst julefred over landet, hvilket betød, at kun det allermest nødvendige arbejde måtte udføres. Ved en helligdagsreform 1770 blev flere af juledagene fjernet, heriblandt 3. juledag. Juletiden dækker nu tiden mellem advent og helligtrekonger, altså juleaften, 1. og 2. juledag, julesøndag og nytårsdag. I løbet af juleugen læser man i kirkerne historierne om Jesus fra hans fødsel, til han er 12 år.

Juleaften er en ny opfindelse

Juleaften, den 24. december blev først officiel gudstjenestedag i 1992, da kirken fik ny Alterbog. Men man har fejret gudstjenester i kirken den 24. december siden begyndelsen af 1900-tallet. Gudstjenesten juleaften er kommet, fordi man ville tage forskud på julens glædelige budskab juledag. Juleaften læser præsten juleevangeliet, som egentlig hører til som læsning ved gudstjenesten juledag.

Kristmesse juledag

Juledag er den 25. december, som engang blev kaldt for ”Kristmesse” (jf. det engelske ”Christmas”). Det er den officielle dag for fejring af Jesus´ fødsel. De asa-troende vikinger fejrede dagen som vintersolhvervsfest og kalenderårets første dag. Da kristendommen kom til Danmark, begyndte dagen at blive festligholdt som Kristi fødselsdag, og den bevarede op igennem middelalderen tillige sin status som årets første dag.

En kalenderreform i 1575 fastslog, at årets første dag var 1. januar, men danskerne holdt i praksis længe fast ved juledag som nytårsdag, hvor man affyrede fyrværkeri, og udtalte nytårsforsæt.

Julegudstjenesterne begyndte ved midnat, kl. 2 eller 4 mens det endnu var mørkt, og stjernerne spejlede sig i sneen. Derfor skriver Grundtvig i salmen ”Et barn er født i Betlehem”: ”På stjernetæpper lyseblå skal glade vi til kirke gå”. Efterhånden blev natgudstjenesterne fortrængt af midnatsgudstjenester eller gudstjenester juleaftens dag, mens juledags gudstjenesterne i stedet blev flyttet til kl. 10.

Udarbejdet i samarbejde med Folkekirken.dk