Kronik: All Inclusive Kristendommen

Lad os forsøge os med en journalistisk tilgang og beskrive trosspørgsmålet i telegramform. Det lyder sådan her:

Det er ikke kun dagens præster, som ikke er faste i troen. Også på Jesu tid kunne man støde folk, der vendte ryggen til det overnaturlige. Det fremgår i følge apostelen Matthæus, som beskriver tre disciple – Peter, Jakob og Johannes – der vender Herren ryggen, da de hører hans røst. I følge parallelteksten fra apostlen Johannes står det endnu mere grelt til. Hos Johannes er det nemlig en helt folkeskare, som hører Herrens røst, men langt fra alle tror på, hvad de hører. En stor del forklarer røsten som torden, mens andre mener, at Herrens røst i virkeligheden blot stammer fra en engel.

– Det beviser, at der altid har været forskel på folks tro, forklarer en hjælpepræst fra Midtsjælland, der opdeler Jesu vidner i tre kategorier: De naturvidenskabelige, der mener at Herrens røst er torden. Kulturvidnerne, som reducerer røsten til en engel, og endelig en forsvindende lille del, der rent faktisk tror på, at det er Herrens røst, de hører.

– De sidste kunne man kalde for ”all-inclusive”-vidnerne, fortæller den midtsjællandske hjælpepræst.

Så meget for den journalistiske udlægning, der allerede i jargonen viser, at journalistik og forkyndelse ikke går særligt godt i spænd sammen.

Alligevel er det medierne, der sætter dagsordenen for kirkens indre liv, og det kan hurtigt føre til udsagn, som i en artikel eller et radioindslag lyder logisk, men som ikke desto mindre er aldeles grotesk ved nærmere eftertanke.

På et tidspunkt sagde en politiker, som selv er præst og teolog og kirkeordfører for et stort særdeles dansk folkeparti, at præsten fra Sydhavnen har skadet folkekirkens troværdighed med sin udtalelse til forskellige medier om, at han ikke tror på Kristi kødelige opstandelse. Det lyder umiddelbart rigtigt, da det synes som en fælles præmis blandt alle journalister, at præster i den danske folkekirke skal tro på Gud. Derfor er det også en sensation, når en præst siger det modsatte, sådan som det for en del år siden skete for Thorkil Grosbøll og nu gentager sig med præsten fra Sydhavnen. Hvis præsten ikke tror på Gud er det ikke bare hans egen anfægtelse, men hele kirkens troværdighed, som står på spil, sådan som kirkeordføreren sagde det.

Men kan man overhovedet tale om kirken som troværdig? Er det troværdigt, at et tilsyneladende tilfældigt barn i virkeligheden er født af en jomfru, allerede i tolvårsalderen viser fantastiske teologiske evner, skønt intet tyder på at barnet har haft nogen specielt stor skolegang om nogen overhovedet for ikke at tale om hans senere bedrifter, hvor han både er i stand til at gå på vandet, lave vand om til vin, bespise en tusindtallig skare ved hjælp af en håndfuld brød, gøre syge raske, genoplive de døde eller som en selvfølge sidde og drøfte med Moses og Elias på en bjergtop med et ansigt, der er oplyst som solen.

Er det troværdigt? Absolut ikke, og det kræves da heller ikke af landets præster, at de skal tro på alt, hvad der står i de hellige skrifter. Hvis en præst hævder, at han eller hun stiller sig tvivlende overfor, at Jesus rent faktisk tog en vandring oven på Genesaret Sø ville det næppe føre til en tjenstlig samtale med et biskoppeligt krav om teologisk efteruddannelse. Uden at kunne henvise til nogen statistik forholder det sig sandsynligvis tværtimod sådan, at mange betragter de bombastiske, bogstavtro præster som særdeles skadelige for den folkekirkelige troværdighed, da deres firkantede forståelse ligger for langt fra moderne viden.

Her melder sig imidlertid nok en absurditet: Vi kan sagtens leve med præster, der ikke tror på de små mirakler, som at Jesus kan forudse at der ved næste hjørne vil stå et æsel bundet til et træ for nu at pege på et uhyre beskedent mirakel. Det behøver præsterne ikke tro på, og der kommer ingen debat, hvis en præst hævder, at en del af de større eller mindre undere kan tilskrives datidens overtro og almene uvidenhed.

Men når det kommer til miraklet over dem alle, det om at Jesus på tredjedagen opstod fra de døde med hele sit legeme og sjæl, så er al diskussion med et elimineret, for hvis man begynder at betvivle dette kolossale mirakel, så står kirkens troværdighed som sagt på spil, da præsten hermed har bevæget sig uden for ”kirkens bekendelsesgrundlag”, som det hedder med atter en flov floskel i og med, at man med sådan en formulering reducerer trosbekendelsen til en hvilken som helst vuggestues værdigrundlag, og det er så pinligt, at denne præst end ikke gider gå ind i det.

Men lad os gå planken ud og vælge, at hvis vi skal tro på det store mirakel om Kristi kødelige opstandelse, så må vi også have de små mirakler med; det som vi tidligere betegnede som all-inclusive-modellen.

Det gør udlægningen af teksterne let: Det hele er rigtigt! Vi tror på hvert et bogstav; hvis skemaet blev delt ud med spørgsmålet om, hvor enige var vi i, at Peter på en bjergtop notorisk havde sagt til en lysende Jesus, at han ville opføre tre hytter til ham og Moses og Elias, så ville vi uden at ryste på hånden sætte kryds ved ”meget enig”.

Så simpel er den teologiske debat i disse tider, al tvivl er fejet bort til fordel for et skema og en avisartikel, og når vi har krydset troen af, går vi videre til et andet emne.

Her er det, at vi igen må pege på, at trosliv og teologi på den ene side og journalistik og hurtig medievirksomhed på den anden ikke matcher hinanden særlig godt.

Teologiske emner tager tid, et enormt emne som Kristi opstandelse tager vildt lang tid; det er ikke bare overstået med en journalistisk happening.

Søren E. Jensen

Tilføj en kommentar

Print your billetter