Marias Mø

11 munke, i brune og gule kutter, bevæger sig langsomt hen over et klosters tagterrasse. I det røde aftenlys er de på vej mod refektoriet for at indtage deres grønne aftensmad. I det fjerne ringer en kirkeklokke. Men det, der kunne ligne munke, er 11 folkekirkepræster fra Lejre provsti på kursus på Marias ø, på klosteret Barmhjertige Maria, der ligger i Tivatbugten i Montenegro. Det er bidende koldt på det lille kloster midt i april måned, selv om solen har skinnet hele dagen. De frysende præster har viklet deres brune og gule sengetæpper tæt sammen omkring sig for at holde varmen. Sognepræst Anne Spangsberg og jeg var blandt disse tæppeomsvøbte og frysende præster og for mit vedkommende kan jeg sige: Jeg havde mit livs bedste kursus! Men der gik lidt tid før jeg fattede det…

Jeg var bekymret, da jeg en dag senere end mine kolleger ankom til Marias ø. Ikke så meget over, at jeg skulle på kursus. I dag kursuser vi os gennem livet. Nej, det bekymrede mig, at jeg skulle på kursus på et kloster og tilmed på et kloster på en ø. Jeg har ikke noget imod klostre. Men der var vel en grund til at Martin Luther stak af fra sit. Og hvordan pokker stikker man af til en bar eller et godt spisested fra et kloster på en ø midt i en blå bugt? Mine kolleger havde refleksionstid, da jeg trådte ind på klosteret. Jeg troede, at de sov eller legede brummende bjørne. I alt fald hørte ingen af dem mit forfærdede skrig, da jeg opdagede, at jeg skulle sove i en celle uden bad, toilet, tv og Wi-Fi. Fader Josip, en jesuitisk munk, der i en lille jolle havde sejlet mig over til sit kloster,
viste mig venligt den bruser og de to lokummer, som jeg skulle dele med mine kolleger. Hvordan kan man kalde et kloster uden Wi-Fi og med så lidt sanitet for Barmhjertige Maria? Den blide munk, der havde opfattet mit skrig som udtryk for begejstring, førte mig ned i klosterkøkkenet og fortalte mig, hvordan maden under hele kurset var vegetarisk. Endnu engang undslap der mig et mindre skrig, hvad han igen tolkede som udtryk for glæde.

Mit første møde med mine kolleger gjorde situationen værre. I det dunkle klosterlys så jeg dem komme vandrende imod mig indsvøbte i deres tæpper, som jeg forvekslede med munkekutter. Jeg bildte mig ind, at de havde konverteret og var parat til et kød og Wi-Fi-frit liv. Alcatraz, tænkte jeg, troens Alcatraz. Jeg kommer aldrig herfra. Og det gør jeg heller ikke. Lige siden jeg er kommet hjem, er mine tanker blevet hængende ved Marias ø, som jeg har omdøbt til Marias mø. Efter nogle dage oplevede jeg det, som jeg bilder mig ind, at mine kolleger også må have følt, at omverdenen ikke kunne penetrere mig med sin uro, ængstelighed. Mellem mig og den buldrende verden var Marias beskyttende mødom. Kursets teologiske indhold var skyld, skam og tilgivelse.
Mogens Lindhardt underviste. Han er bror til Roskilde stifts afdøde biskop Jan Lindhardt. På en eller anden måde fik han os præster rusket op fra det dødvande, man hurtigt kan ende i som præst.

Han formåede at vække os til et oprør mod vore egne prædikener, floskler, tanker. Og i dag forstår mange af os Lejre-præster skammens, skyldens, tilgivelsens kompleksitet. Jeg er f.eks. blevet glad for min skam. Den viser mig ikke kun, at jeg hænger sammen med andre mennesker. I skammen ser jeg mig selv med andres øjne. Mange vil tænke, at et kursus i Montenegro må have
været dyrt. Men det er billigere at sende præster på kursus i udlandet end på et kursuscenter i Danmark. Og de helt specielle omgivelser på klosteret Barmhjertige Maria har rykket Lejre-præsterne en anelse tættere på hinanden. Vi har frosset sammen, bedt sammen, siddet på de samme klamme toiletsæder, spist grøn mad, diskuteret tunge teologiske emner og gud ske lov smagt Montenegros gode vin og øl. Det skal ikke glemmes, at klostrene har haft kolossal betydning i vinens og øllens historie.

Poul Joachim Stender

Tilføj en kommentar

Print your billetter