Overvejelser omkring dåb

Når vi hører unge forældre udtrykke, at de vælger at give deres børn frihed ved at undlade at døbe dem, så får vi lyst til at dele vores
families helt anderledes erfaring.

Jeg og min mand mente i sin tid ikke, at vi troede på ”noget”. Og vi troede derfor, at vi stillede børnene frit til senere selv at kunne vælge, hvad de ville, når vi ikke lod dem døbe. Men som de voksede til og nåede konfirmationsalderen, var først vores søn, og siden vores datter så vrede på os over, at de ikke var døbt. Og de gav udtryk for det. De ville nemlig gerne konfirmeres, og det var ikke kun for gavernes skyld. Det betød også noget andet for dem. Vores datter var så heldig, at der i klassen var to ligestillede piger, som også gerne ville konfirmeres, og de tre kunne blive enige om at blive døbt, så de kunne blive konfirmeret sammen med deres kammerater. Det bakkede vi forældre op om, så der blev lavet en samlet dåb i kirken for de tre piger, som vi forældre var med til, og derefter holdt vi en fælles dåbsfejring.

Folkekirken

Vi synes stadig, at det var så sejt af de piger, at de vovede at vælge det. Og stille sig helt synligt frem med at ville døbes for derefter at kunne blive konfirmeret.

Vores søn derimod, som først stod i dilemmaet, fandt ikke nogen ligestillede og havde i den alder ikke modet til at stå alene frem og blive døbt. Og han var vred over den manglende dåb. Siden mødte han jo en dejlig pige, og de blev så glade for hinanden, at de ville giftes. Og de ville gerne gøre det som et kirkebryllup. Det betød rigtig meget ikke mindst for vores svigerdatter, men også for vores søn. Igen kom vreden over ikke at være døbt.

Kirkebryllup kræver som bekendt medlemskab af Folkekirken. Og vi var også i løbet af årene selv kommet derhen, hvor vi var oprigtigt kede af, at vi ikke havde ladet dem døbe, da de var babyer. Og blandt andet takket være vores børn, var vi blevet mere bevidste om vores opfattelse af og forhold til Folkekirken, som vi selv altid har været medlemmer af. Og det har vi ikke været i tvivl om. Men vi indså jo, at det, vi troede, netop var frihed for vores børn, tværtimod gav dem ret store udfordringer. Så jeg ringede til Birgit Melgaard, som på det tidspunkt var hjælpepræst, og i en dejlig samtale hjalp hun os til at forsone os med, hvem og hvor vi var som unge.

Der var den gang mange børn, som ikke blev døbt, vidste hun, og hun fortalte også på en forståelig og enkel måde om, hvad en voksendåb ville indebære. Og det på en måde, så jeg kunne formidle det videre til vores søn. De boede i Norge, og vores søn tog, når man havde fri, fra Norge til Danmark, lånte vores bil og kørte til Glumsø, hvor de gerne ville giftes. De havde fundet deres feststed – og en præst der, som de havde fået en god kontakt med. Så han tog ned til dåbsforberedelse et antal gange og var nu klar til at stå alene frem, fuldt synlig, og blive døbt. Og i den dåbstale, præsten holdt til vores søn, var det tydeligt, at der virkelig havde fundet et ”møde” sted og været tale om en  udveksling af vigtige tanker. Præsten var senere med til deres bryllup.

”Så fik vi klaret det, mor!” sagde vores søn bagefter. Han sagde det mildt, men der havde jo ligget mange genvordigheder bag den dåb. Så, til alle unge forældre vil vi ud fra vores erfaringer sige: tænk jer om tre gange, før I vælger at undlade dåb. Vi oplevede i hvert fald, at det, vi troede og ønskede skulle være til frihed for vore børn, tværtimod blev en slags byrde for dem.

Ida og Carsten Lester

Tilføj en kommentar

Print your billetter