Kirkeklokkerne har fire opgaver af vidt forskellig karakter

  1. At opfordre til bøn
  2. Kommunikation
  3. Markering af højtids- og festdage
  4. Advarsel.

Hvalsø Kirke har automatisk klokkeringningssystem, læs mere her.

1 – At opfordre til bøn

Hver morgen og aften og som indledning til gudstjenester ringer klokkerne for at opfordre til bøn og andagt. Disse ringninger, der kaldes liturgiske, foretages i henhold til Danske Lov af 1683 og Kirkeritualet af 1685.

De daglige morgen- og aftenringninger hører til blandt vore ældste ringe traditioner. Skal de bevare deres betydning, bør menigheden til stadighed mindes om formålet med dem.
Ringningen før gudstjenesterne skal dels kalde kirkegængere sammen, dels opfordre dem til at forberede sig ved personlig andagt.

De 3 gange 3 bedeslag, der afslutter de liturgiske ringer, var i den katolske tid en påmindelse om at afslutte sin bøn med et Ave Maria. I vor tid forbindes de i stedet med Treenigheden.

2 – Kommunikation

Nogle ringninger har i dag karakter af meddelelser, men de har som regel i tidligere århundreder haft andre formål. Ringning, når der er sket et dødsfald i sognet, skulle således forkorte den afdødes ophold i skærsilden. Og ringning, når en grav var kastet, skulle forjage dæmonerne.

I dag skal klokkernes meddelelse om et dødsfald, eller om at en ny grav er åbnet på kirkegården, stemme til eftertanke i sognemenigheden. Den anden af de tre ringninger før en gudstjeneste har i perioder været indledning til skriftemål. Ved enkelte kirker med flere eller større klokker end den daglig aftenringning.

I dag tjener for- ringningerne til orientering for den kirkesøgende, som derved bliver mindet om den forestående gudstjeneste.

3 – Højtider og festedage

Klokkerne er med til at markere højtid og kirkelige festdage. Kimning (med hurtigt klemt) har i tidligere tider, hvor langsomme klemt ofte og systematisk blev brugt som advarselssignal, i endnu højere grad end i dag været opfattet som en glædesytring. Men kimningen bidrager stadig til at fortælle i sognet om festen, der skal foregå i kirken.

Den ældste brug af kirkeklokker kender man i forbindelse med processioner. Processionsringning praktiseres stadig mange steder ved begravelse, både når kisten ankommer til kirken, og når den bæres til graven. Her er klokkernes opgave at understrege situationens højtid.

Fra sogn til sogn er der mange forskelle på ringning og brug af bedeslag ved begravelse. Det er udtryk for, at jordfæstelsen i hvert enkelt tilfælde angår den pågældende menighed og udføres efter dennes skikke.

4 – Advarsel

Advarsel ved hjælp af klokker – f.eks. ved stormflod og ildebrand – er gået af brug i de fleste sogne og afløst af moderne kommunikations midler (radio, sirener osv.)
Klokkerne skal dog stadig benyttes til varsel om mobilisering og radioaktivt nedfald.

Regler om klokkeringning og kimning

Morgen- og aftenringning

Hverdagens morgen- og aftenringning har siden middelalderen påmindet menigheden om at holde andagt før det daglige arbejdes begyndelse og ved dets afslutning. Ifølge Danske Lov af 1683 skulle degnene ringe bede- og fredsklokken aften og morgen.

Der er ikke generelle bestemmelser om, hvornår morgen- og aftenringning skal finde sted. Tidspunkterne varierer derfor fra sted i overensstemmelse med lokale sædvane, ligesom de kan variere efter årstiderne.

Den daglige morgen- og aftenringning kan f.eks. ske på tidspunkter, der svarer til en normal arbejdsdags begyndelse og afslutning, altså f.eks. kl. 8 og kl. 16. I byer med flere kirker foretages ringningen på samme tid.

Ringningen bør såvel morgen som aften ske med 100-150 slag, svarende til en varighed af højst tre minutter, efter flugt af 3 gange 3 bedeslag. Bedeslagene bør afgives tydeligt, med værdighed og med klar inddeling i grupper. Har kirken flere klokker, slås bedeslagene normalt på den største klokke.

Ringning ved gudstjenester

Der sondres mellem forskellige gudstjenester.

De faste gudstjenester

I henhold til kirkeritualet af 1685 skal der forud for de faste gudstjenester ringes 3 gange. Har kirken flere klokker, ringes der i hvert fald ved den sidste ringning (sammenringningen) med mere end én klokke.
Ringningerne foretages med en halv times eller et kvarters mellemrum efter stedets skik.
Hver af ringningerne udføres med 100-1500 slag, svarende til en varighed af højst 3 minutter. Sammenringningen – og visse steder også de to af bedeslag (normalt 3 gange 3) og afsluttes på det klokkeslæt, der er fastsat for gudstjenestens begyndelse. Har kirken flere klokker, slås bedeslagene normalt på denne største klokke.

Andre gudstjenester

Kirkeritualets bestemmelser om ringning ved gudstjenester gælder kun de faste gudstjenester. Ved andre gudstjenester ringes der i overensstemmelse med lokal sædvane. Det er almindeligt, at man ved sådanne gudstjenester undlader de to for- ringninger og nøjes med sammenringningen.

Ringning om aften før store bededag

I henhold til forordning af 27. marts 1686 ringes der aften før almindelig bededag (store bededag). Ringningen varer 1 time, men kan med biskoppens tilladelse forkortes. Den bør dog ikke vare mindre end en halv time.
Har kirken flere klokker, foretages ringningen normalt på den største.

Kimning

Kimning med kirkeklokkerne har siden reformationen været brugt for at markere højtid og fest.
Ifølge kirkeritualet af 1685 kimes der om morgen i forbindelse med ringning til gudstjenesterne på de tre højhelligdage: juledag, påskedag og pinsedag, samt på Kristi himmelfartsdag. Der kimes mellem de 3 sædvanlige ringninger.
I henhold til kirkeritualet kimes der også aftenen før de tre høj helligdage og – hvor det endnu er i brug – aftenen før Kristi himmelfartsdag. Kimningen foregår den sidste time før aftenringningen og kan enten være sammenhængende eller undervejs afbrydes af to ringninger. Den afsluttes med aftenringning og bedeslag.
Varigheden af kimningen bør ikke vare mindre end en halv time.

Andre ringninger

Danmark har i forhold til de øvrige kristne lande bevaret meget rige ringeskikke. Flere af dem har århundreders hævd.
Skikkene har så mange varianter og former sig så forskelligt fra landsdel til landsdel og fra kirke til kirke, at det ikke er muligt at udarbejde en fælles, dækkende beskrivelse.

Brugen af klokker er ikke i sig selv en betingelse for kirkens funktion. Alligevel er klokkerne og den nuancerede anvendelse af dem udtryk for deres tilknytning til menighedens dagligliv og understreger respekten og interessen for den enkelte menigheds egenart, alder, værdighed og aktivitet.

Som eksempel på andre ringninger, kan nævnes:

Ringning ved begravelse

Hvis det er sædvane på stedet, at der ringes ved begravelse, skal anmodning herom ifølge § 14 i lov om begravelse og ligbrænding imødekommes såvel ved kirkelig som borgerlig begravelse.

Vejledning om klokkeringning udskrift fra Kirkeministeriets vejledning om klokkeringning 1993.