Nyt menighedsråd valgt i Hvalsø-Særløse sogn.
Tirsdag den 17. september 2024 blev der i hele landet afholdt valgforsamlinger (valgmøder), der havde til formål at vælge nye menighedsråd for den kommende 4-års-periode. Således også i Hvalsø Særløse sogn, hvor 36 sognebørn var mødt op i sognegården for at deltage i valghandlingen.
Til dirigent valgtes Hans Ravn Iversen, som på forbilledlig vis styrede slagets gang. Der skulle holdes styr på valgreglerne og på talerrækken.
Hvalsø Særløse sogn er et flersognspastorat og der skulle vælges et medlem fra Særløse sogn og 8 medlemmer fra Hvalsø sogn.
Flere af de siddende medlemmer havde valgt ikke at genopstille, herunder formanden Peter W. Rasmussen, som valgte at trække sig efter 20 års tro tjeneste. En enkelt af de eksisterende medlemmer havde desuden trukket sig under vejs i valgperioden af personlige årsager.
Det var nu spændende om der var nye kræfter, der kunne og ville træde til og dermed melde sig som kandidater. Det var der heldigvis, og det lykkedes derfor at sammensætte et nye menighedsråd bestående af 3 ”gamle” medlemmer og 6 nye. Se navne og fotos af det nye råd på denne side.
Præsentationen af kandidaterne viste, at der blandt de nyvalgte var hele 3 personer, der havde erfaringer med menighedsrådsarbejde fra tidligere, hvilket lover godt for varetagelsen af de undertiden store og omfattende opgaver der påhviler et menighedsråd.
Flere gode ideer blev fostret undervejs i debatten: Flere var imponerede over det store aktivitetsniveau, der er i kirken, men der blev også efterlyst flere initiativer, der kunne gøre kirken mere attraktiv for sognebørnene, herunder etablering af nogle flere grupper af frivillige, som kunne tage sig af aktiviteter efter lyst og evne. Der udspandt sig også en debat for eller imod udgivelsen af det trykte kirkeblad. Den ældre del at forsamlingen var glade for kirkebladet i sin nuværende form, men et yngre medlem af forsamlingen gjorde opmærksom på, at hun aldrig ville slå op i et trykt blad, men hun ville i stedet foretrække et elektronisk medie. Det ene udelukker jo ikke det andet, så her er en opgave for det nye råd: At styrke hjemmeside og eller face book siden, samtidig med det trykte blad.
Det nye råd, der tiltræder den 1. december 2024, ønskes held og lykke med arbejdet.
Af: Carsten Lester – afgående medlem.
Medlemmer af menighedsrådet 2024-28, som tiltræder 1. søndag i advent:
- Dorte Bejstrup (valgt for Særløse)
- Gert Emerek Nielsen
- Ida Kongsbak
- Lars Friis Jensen
- Per Billing
- Teit Hornbak
- Rene Nilausen
- Line Skovhaug Hansen
- Ruth Nielsen