Af Helle Viuf

Sognepræst i Kirke Hvalsø-Særløse Pastorat

Ensomhedspræst i Lejre Provsti

Man skal ikke læse langt ind i biblen før man møder Guds omsorg for menneskers ensomhed (1. Mos 2,18):

”Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at mennesket er alene.”

Nej, det er ikke godt for mennesker. Vi har brug for at der af og til sidder en i sofaen sammen med os eller at vi ved, at der altid er en at ringe til for at få vendt stort og småt.

Den måde vi indretter os i livet på idag har skabt ensomhed i et omfang, der nu kræver en National Handleplan.

Denne har vi fået med det håb, at i 2040 skal ensomhed være halveret; I dag er der ca. 600.000 personer, der oplever sig som ensomme (alt efter hvordan man spørger).

Ensomhed opstår, når der er diskrepans mellem de ønskede relationer og de faktiske relationer. Ensomhed er et socialt smertesignal. Det er ikke en sygdom i sig selv, men svær ensomhed kan føre til sygdom på sigt.

Derfor er der al mulig grund til at gøre noget ved det, hvis man oplever sig selv som ensom.

Ensomhed er et eksistentielt vilkår, som vi alle kommer til at møde, formentlig mange gange i livet.

Derfor er det ingen skam at betragte sig selv som ensom. Det er derimod begyndelsen til forandring.  Først må man dog med sig selv finde ud af hvilken slags ensomhed man er ramt af, for ensomheden kan begrunde sig både socialt, følelsesmæssigt, intellektuelt, religiøst og eksistentielt.

Selvom vi har fået en national handleplan, er der grænser for hvad både stat, region og kommune kan gøre. Disse kan være med til at spotte ensomhed og være med til at etablere og pege fællesskaber frem for folk, som oplever sig som ensomme. Men der skal mere end blot fællesskab til for at dæmme op for menneskers ensomhed.

Der skal relationer og samhørighed til!

Forskellen kender vi vist alle sammen: Man kan opleve at føle sig mere ensom i et givent fællesskab end når man sidder alene hjemme i sin egen sofa.

Samhørighed og relationer er livsvigtige, men de tager tid at opbygge. Vi har desværre bildt os selv og hinanden ind, at vi ikke har tid til noget som helst i dag, endsige at andre skulle have tid til os. Vi har tid! Hvis vi tager os tid, så har vi tid. Tid er i virkeligheden den eneste kapital vi ejer. Men ligesom kapital i banken skal den forvaltes og formueplejes.

Vi har brug for at opleve samhørighed, ikke bare med andre mennesker, men sandelig også med Gud og med den klode Gud har installeret os på. Så gå i kirke!

Ensomhed er sjælens længsel. Derfor skal vi ikke til psykolog men til sjælesorg, vi skal i kirke! Jeg mener hvad jeg siger! Vi skal i kirke ikke bare fordi søndag er den dag folk keder sig mest, men fordi det livsvigtigt. Det er en kapitalindsprøjtning i dit liv, for at blive i det økonomiske sprog.

Søndag efter søndag er kirken der for dig.

Det er nemlig i kirken vi har mulighed for at opbygge de stærke åndelige muskler der skal til for at trække mennesker fri af ensomhed og ind i gode relationer; ikke bare at få en god relation til sig selv, men også at få det til andre og især til Gud.

I kirken hører vi nemlig sammen. På flere måder. Vi hører de bibelske læsninger, der er en guldgrube til eksistensen, og det skaber en stærk samhørighed både mellem os, der sidder på bænken, og mellem dig personligt og Vor Herre. Han vidste i den grad noget om at være ensom.

”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” er Jesus’ smertes ord Langfredag.

Men du ved også hvordan det endte: Og Gud greb ind! Påskemorgen vældede der nyt liv ud over både Jesus og os – og det er evigt.

Og tro mig, livet er fyldt med utallige små opstandelser fra de døde.

Ses vi i kirken?

Foto: Ensomhed.