Kronik: En præst kan tvivle lige så meget som menigheden

Første juledag kunne Jyllands-Posten levere sensationen, at en del præster ikke er så troende, som folk almindeligvis tror, at de er. Ikke særlig mange ganske vist; artiklen byggede på et spørgeskema, som var sendt ud til alle landets 2.000 præster – også denne, som dog deletede det på stedet – men 800 havde svaret på spørgsmål om, hvorvidt de troede på jomfrufødslen og en skabende gud, hvad 5 af de 800 havde stillet sig tvivlende over for, og det var nok til at skabe ballade.

Det føg på nettet med arrige kommentarer om, at vi ikke har andet end levebrødspræster, der kun har jobbet for pengenes og præstegårdens skyld, uagtet at en præsteløn ikke er særligt høj, og huslejen for en præstegård er temmeligt høj.

Den reaktion er med Grosbøll-sagen in mente forventelig. Det nye er, at flere af de tvivlende præster er blevet kaldt til samtale, antageligt fordi biskopperne i dag opfatter sig selv som firmaledere, der ikke vil have skadet firmaets image.

Og firmaets image er, at vi har præster, der er retfærdige og fromme.

En del af møblementet

Når fordommen om præsterne som en særlig flok elitekristne i den grad trives, skyldes det sandsynligvis, at præstestanden er blevet en del af hele den romantiske juleaftenskristendom, hvor danskerne undtagelsesvis går i kirke.

Den tradition beskæftigede teologen Jørgen I. Jensen sig med for snart 20 år siden i bogen ”Den fjerne kirke”, hvor grundtesen lød, at vi kun havde kirken et sted ude i horisonten, men en gang om året, nemlig juleaften, blev den fjerne kirke nær. Hvad Jørgen I. Jensen glemte – eller rettere: næppe kunne forestille sig – var, at de fjerne kirkegængere som en selvfølge tog præsterne som en del af det kirkelige møblement. Sagt på en anden måde: Kun juleaften tror vi på Gud. Resten af året har vi præsterne til at bære troen på os.

Vi skulle alle til samtale

Det er en teologisk set helt vanvittig måde at forholde sig til kristendommen på, specielt i den lutherske kristendomsforståelse, hvor vi alle – man tør dårligt nok sige ”som bekendt” – allerede er blevet præster, så såre vi er døbt. Ergo skulle ikke bare de tvivlende præster i JP-artiklen, men alle landets vakkelvorne folkekirkemedlemmer til biskoppelig samtale, hvis de ikke i et spørgeskema kunne svare bekræftende på deres tro om jomfrufødslen og en skabende gud.

Det ville de færreste nok have lyst til, og i det hele taget skal man nok være forsigtig med at reducere kristendommens store spørgsmål til en artikel i JP baseret på et primitivt spørgeskema. Sagt på en anden måde svarer den journalistiske logik ikke til den kristne ulogik, og det kommer til udtryk i en delartikel på jyllands-posten.dk, som bærer overskriften ”Det siger præsterne hver søndag” med underrubrikken ”Præsterne svarer ét til Jyllands-Posten og siger noget andet i kirken”.

Man aner altså en klassisk journalistisk konflikt, men når man læser artiklen, viser det sig, at journalisterne blot gengiver trosbekendelsen. Og den siger ikke blot præsterne, men hele menigheden, og vi siger den forresten igen og igen, fordi kristendommen ikke bare kan overstås, sådan som det gør sig gældende med så mange andre emner.

Derfor rammer Jyllands-Posten også helt ved siden af, når den i sin leder mener, at de tvivlende præster reducerer kirken til at formidle et budskab på linje med højskolen eller AOF, hvorimod lederskribenten har helt ret, når han eller hun skriver, at »det er en så grundlæggende del af den kristne tro og især den luthersk-evangeliske tradition, at tvivlen på Guds eksistens og tilstedeværelse altid er der, og netop derfor går man i kirke for at møde en forkyndelse, der kan give svar på det spørgsmål og bekræfte, at Kristus genopstår hver søndag«.

Det er helt korrekt, men lederskribenten glemmer, at præsten også er kirkegænger.

Af Søren E. Jensen – Bragt på JP.dk

Tilføj en kommentar

Print your billetter