Jeg har i et halvt år arbejdet med mit speciale på det teologiske fakultet med titlen ”Folkekirkens sjælesørgeriske indsats over for børn i sorg”. Specialet tager udgangspunkt i det børnesjælesørgeriske arbejde i Roskilde stift og rummer samtidig en diskussion af folkekirkens potentiale til at blive en vigtig medspiller i den samlede sorgstøtte til børn.

I Danmark er der flere tusinde børn, som er ramt af sorg, og da ca. 1/5 af disse har få eller ingen at tale med om deres sorg, og da mange af disse ikke får den støtte, de har behov for. De børn i sorg, som ikke har et netværk, der i tilstrækkelig grad formår at give den fornødne støtte, bliver let ladt alene med sorgen. Der synes derved at være et behov for en større indsats for at sikre, at alle børn i sorg får mulighed for at dele deres tanker og følelser med nogen. Der er dog ingen instans i Danmark, som har et erklæret ansvar for at tage hånd om sorgramte børn, og da Folkekirken i hele sin diakonale og næstekærlige grundpille har tradition for at drage omsorg for dem, der har et behov, har kirken et uudtømt potentiale for i højere grad end i dag at stille sig til rådighed for børn i sorg.

Ikke nok med, at Folkekirken i hele sin DNA har interesse for at hjælpe mennesker godt gennem livet, og at præster i Folkekirken har pligt til at yde sjælesorg over for alle, som ville ønske det, så kan Folkekirken også bidrage med noget helt unikt i forhold til børn i sorg. I Folkekirken og blandt Folkekirkens ansatte hersker der nemlig en generel forståelse og accept af, at sorg er et livsvilkår, som ikke kan fjernes, men som der skal gives plads til. Samtidig har kirken et religiøst sprog og nogle ritualer, som kan hjælpe børn i sorg med at sætte ord på tanker og følelser. Mange børn (og voksne) mangler netop et sprog til at tale og døden og sorgen, da den del af livet i en eller anden grad er tabubelagt – og dermed noget, som mange mennesker aldrig eller sjældent taler om. Børnene lærer dermed ikke at tale om sorgen.

I Folkekirken er der også mulighed for at personale og frivillige ved forskellige arrangementer kan danne relationer, så børnene (og deres familier) mærker, at kirken er et trygt sted, hvor de er velkomne og ønsket. Endelig er Folkekirkens spredt over hele landet, hvorved den kan bidrage til, at alle børn i sorg tilbydes lokale, gratis tilbud med plads og rum til at lade sorgen fylde. Dermed vil folkekirken ved eksempelvis at have sorggrupper målrettet børn og unge, men også ved at have forskellige andre sjælesørgeriske tilbud for børn være med til at sikre, at alle børn i sorg har et sted at gå hen, hvor der er kompetente voksne, som står klar til at yde omsorg og støtte.

Kirken kan (hvis der prioriteres tid, ressourcer og muligheden for, at kirkens personale kan dygtiggøre sig i form af kurser og efteruddannelse) altså tilbyde et rum, hvor børn i sorg kan møde voksne, som har tid og lyst til tale med dem om deres sorg igen og igen og igen. Ydermere kan kirken med sin accept af sorgen som et vilkår, der ikke kan eller skal fikses, tilbyde børn et sted, hvor sorgen får plads til at fylde i det omfang, det enkelte barn har brug for, men hvor der også er plads til bare at være til. Folkekirken kan med et øget skole-kirke samarbejde i relation til børn i sorg tilmed bidrage til, at flere børn bliver opmærksomme på, at kirken er et sted, som står til rådighed for dem, også når livet gør ondt.

Folkekirken bør ud fra de resultater, jeg når frem til i mit speciale, arbejde målrettet på, at kirkens personale skaber relationer til børn gennem eksempelvis børneaktiviteter, familiegudstjenester, børneklub og kirke-skole-samarbejde. Derudover kunne det sjælesørgeriske børnearbejde styrkes ved, at det f.eks. blev selvfølgeligt, måske ligefrem et krav, at behandle emner som død og sorg i minikonfirmandundervisningen. Det kunne også være et skridt i den rigtige retning, hvis flere kirker tilbød deciderede sjælesørgeriske aktiviteter for børn. Det kunne eksempelvis være børnesorggruppe, Allehelgensgudstjeneste for børn, påskeliljeløg-lægning, børne-filosofi eller kreativt værksted, hvor børnene kan tegne på sten til gravsteder, lave engle og lignende. Det kunne også være ved at tilbyde koncerter eller teaterforestillinger som tematiserer døden, savnet, sorgen osv. Kirkerne kan med fordel også arbejde for, at Folkekirken og dens personale fra skolers side medtænkes som en brugbar ressource, når elever rammes af sorg, eller når børn skal lære om døden og sorgen.

Mange præster og kirke- og kulturmedarbejdere i Roskilde stift giver udtryk for, at de gerne ser, at der gøres en indsats for børn i sorg, men at manglende tid, ressourcer og kompetencer sætter en stopper for at realisere kirkens potentiale i forhold til sjælesørgerisk sorgstøtte til børn. Hvis Folkekirken skal fremstå som et reelt sjælesørgerisk tilbud for børn i sorg, er det derfor nødvendigt, at der udstikkes nogle generelle mål og retningslinjer for Folkekirken, og at der i de enkelte kirker prioriteres arbejdstimer og mulighed for at personalet kan tilegne sig kompetencer og viden om sjælesørgerisk støtte til børn i sorg. Ydermere vil det være gavnligt, hvis kirkerne samarbejder og lader sig inspirere af og gøre brug af hinandens idéer, evner og kompetencer, så der samlet arbejdes for at styrke den folkekirkelige indsats på området.

Alt i alt l har folkekirken et stort uudtømt potentiale i forhold til den børnesjælesørgeriske sorgstøtte. Et potentiale, som mine undersøgelser viser, at der både er behov for og lyst til at styrke.

Kirke- og kulturmedarbejder og nu også Cand.Theol Simone Strøbæk