Da Maria Brink Hesel er gået på barsel, har jeg fået lov at være vikarierende præst her i sognene fra 22. februar og indtil Maria kommer tilbage. Jeg glæder mig til at være en del af kirkerne og af alt det, der sker her, i den næste tid. Jeg hedder Sven Ulrik Terp, og jeg er 69 år. Jeg blev teologisk kandidat i 2014 og blev i februar 2015 kaldet til konstitueret sognepræst i Bjæverskov/Lidemark pastorat og Hvalsø/ Særløse pastorat.
Efterfølgende blev jeg ordineret til præst i Roskilde Domkirke den 17. februar 2015 af Biskop Peter Fisher-Møller ved en større ceremoni, hvorefter jeg den 22. februar 2015 blevet indsat i
embederne ved en ceremoni i henholdsvis Lidemark og Bjæverskov kirker og 29. marts i Hvalsø/ Særløse pastorat. Mit hovedområde er minikonfirmander og alm. præstearbejde. Skønt ny som præst har jeg et længere og meget forskelligt cv. Oprindelig er jeg udlært tømrer, men jeg skiftede i 1975 spor og begyndte at læse til lærer på Haslev Seminarium. Fra 1979 til 2007 har jeg været lærer i folkeskolen. I 2007 gik jeg på efterløn og begyndte samtidig på det teologiske fakultet på Københavns Universitet. Jeg har egentlig altid gerne villet være præst, men tilbage i 80’erne havde familien første prioritet, og der var behov for penge.
Jeg kommer oprindeligt fra Jylland, Fredericia, og jeg har siden 1969 boet i Næstved-området sammen med min familie. Gennem årene har jeg arbejdet meget med politik og socialt arbejde, herunder på det seneste som frivillig social telefonrådgiver i Nikolaj-tjenesten i København. Meget af min fritid bruger jeg på familien, logearbejde, gode bøger og musik, og om sommeren anvender jeg en del til på at køre sammen med vennerne på min store Honda Goldwing motorcykel eller tilbringer tiden i vores meget autentiske ældre træsommerhus. Jeg er meget socialt anlagt og aktiv og har således også tilbage i firserne og 90´erne bygget og boet i et mindre landbrugsbofællesskab.