(en lille lægmandsprædiken af Allan Diehl)
Mens verden holder vejret, puster jorden ud. Det interessante ved vejrtrækningsøvelser er, at ved længere tids praksis begynder affaldsstofferne at forlade systemet. Taler vi her om kroppen, er dette ikke altid et kønt syn. Taler vi om jorden, i forståelse af Gaia – eller Guds jord, er det en tiltrængt nødvendighed. Menneskets overdrevne opfattelse af egen betydning afspejles tydeligt i den almene samfundsforståelse af, at ”hjulene” hurtigst muligt skal i gang igen. Vi drejer på skruen, selvom den er skruet i bund. Og da den er produceret i Kina, af ringe råmaterialer for maksimum profit, brækker den. Desværre har vi, som menneskehed, næppe nået bristepunktet for vort oppustede ego. Der er dog håb forude, selv om vi nok heller ikke denne gang lærer at lytte til, hvor vi befinder os på samfundets ”skruevej”. Måske vi hellere skulle stoppe skrueriet og betragte livet fra en noget anden vinkel: ventepositionens vinkel – og mens vi venter, kunne vi jo passende lære atter at trække vejret. Trække vejret med livet – stille og roligt – ikke kontrolleret – bare slippe kontrollen. Vejret trækker sig selv – af sig selv. Vejrtrækningen er cyklisk. Alt i verden har sine cykler. Livet er cyklisk. Livet, som det er givet af Gud. Forlader vi ”vejen” i vort evindelige kunstige behov for aktivitet, forfejler vi målet med livet – træder ved siden af ”vejen”.
”Når I beder, gør da ikke som hedningerne…, men gå ind i jeres lønkammer”. Hjertets lønkammer. Stilhedens lønkammer med de stille 60 slag i minuttet. Derfor skal vi ikke tilbage til den gamle trædemølle, vi har skabt os i vor industrialiserede verden, men oftere søge tilflugt i vort hjertes lønkammer og lytte til, hvad Gud igennem Helligåndens pulsslag har at sige os. Da har vi måske en chance for at rette ind på ”vejen” – Kristi vej – livets vej. AMEN
Fra Kirkebladet 2021-1.