Nyt intellektuelt cykelprogram om Tour de France på Radio24syv i juli måned
Der skrives på flere måder radiohistorie, når Radio24syv hver fredag i juli måned præsenterer cykelmagasinet Tour de France FM. Dels er det første gang, at et dansk radioprogram handler om cykelløb og kun cykelløb, dels præsenterer magasinet en splinterny genre med et meget langt navn: Improcykelradioteater. Nærmere betegnet vil kommentatoren Jørn Mader hver fredag improvisere en speak til en finale med et felt bestående af de ryttere, som panelet og lytterne på forhånd har bestemt, og da Tour de France FM forventer kyndige lyttere, vil der være tale om ryttere fra hele cykelhistorien, sådan at Mark Cavendish og Mario Cipollini helt sensationelt vil mødes i en spurt.
Men det to timer lange, live-program levner også plads til, at panelet – bestående af blandt andre cykeleksperten Michael Rasmussen og idrætsforskerne Verner Møller og Ask Vest Christiansen – vil bevæge sig op på brutale, intellektuelle stigninger, hvor vi kan forvente at høre om apostlen Paulus’ syn på eliteidræt og Michael Rasmussens fascination af filosoffen Nietzshe, foruden drøftelser om jura og sportslig etik og moral. Der er kort sagt tale om intet mindre end “Den Tænkende Mands Cykelprogram”.
Holdkaptajn vil være teologen og cykelkommentatoren Søren E. Jensen, som blandt andet har skrevet en cykelbog med den gådefulde og – skulle det vise sig – usælgelige titel, ”Rumsas’ syge svigermor”.
Tour de France FM, hver fredag i juli måned på Radio 24syv fra kl. 12:00-14:00 med genudsendelse søndag 10:00-12:00